I oktober skal Holbæk Byråd tage endelig stilling til, om Rema 1000 kan få lov til at åbne et supermarked i Allerup.
Tirsdag aften var der dialogmøde om planerne i Tuse. Blandt de 30 deltagere var der primært negativ stemning over planerne. Man er bange for at miste den lokale Dagligbrugs.
Udviklingschef Lars Thisted fra Reitan Ejendomsudvikling, der skal etablere supermarkedet, forstod ikke borgernes frygt.
- Det er jo jer, der kan sørge for, at Dagligbrugsen overlever. I kan bare lade være med at handle i Rema 1000, og det er fair nok, sagde han.
De fem byrådsmedlemmer, der deltog på mødet, var hovedsageligt positivt stemt, og byrådet vil sandsynligvis stemme for det nye Rema-byggeri.